Om
Asnæs & Vangstrup

Asnæs & Vangstrup er et konsulenthus specialiseret i hotel- og restaurationsbranchen. Vi hjælper virksomheder med at udvikle kompetencer, styrke ledelse og service, samt sikre, at medarbejdere og organisationer kan følge med branchens krav og udvikling.

Vi tilbyder bl.a. akademiuddannelser, kurser, workshops, rådgivning og skræddersyede udviklingsforløb, der kombinerer teori og praksis, så deltagerne kan omsætte ny viden direkte i deres daglige arbejde.

Hos os stopper vores arbejde ikke, når uddannelsen slutter. For os er det afgørende, at det lærte bliver implementeret i hverdagen, så både medarbejdere og virksomheden får fuldt udbytte af kompetenceudviklingen.

Vi følger derfor udviklingen til dørs og sikrer, at nye færdigheder, værktøjer og metoder bliver anvendt i praksis, så investering i læring skaber varig effekt og konkrete resultater.

Vores dygtige konsulenter og undervisere arbejder tæt med branchen for at skabe relevante, praksisnære løsninger, der styrker både medarbejdere og virksomheder.

Med fokus på anvendelighed, kvalitet og målbare resultater, hjælper vi vores kunder med at løfte deres service, ledelse og bæredygtighed – og skabe værdi for både gæster og organisationen som helhed.

Begyndelsen af Asnæs & Vangstrup

I 2008 grundlagde Gry Asnæs og Annette Vangstrup virksomheden Asnæs & Vangstrup.

Gry og Annette mødte hinanden gennem deres arbejde i en dansk branche- og arbejdsgiverforening for hotel-, restaurant- og turisterhvervet – Gry som advokat og Annette som økonom. Her opdagede de et fælles engagement og en dyb kærlighed til branchen – og en fælles tro på, at den fortjente langt større anerkendelse.

På det tidspunkt var det usædvanligt at tilbyde akademiuddannelser til medarbejdere i hotel- og restaurationsbranchen. Mange opfattede fejlagtigt branchen som for praktisk orienteret til den type uddannelse. Det ville Gry og Annette ændre på.

De satte sig for at skabe lige muligheder for udvikling, uddannelse og kompetenceløft – og at bevise, at branchen både kunne og ville.

Og det kunne og ville branchen – for mere end 10.000 deltagere har gennemført vores uddannelser og kurser.

Undervejs i Asnæs & Vangstrups rejse har både Gry og Annette udviklet sig – fagligt såvel som personligt. De holder sig løbende opdaterede gennem videreuddannelse og efteruddannelse, så de altid står på et solidt, nutidigt vidensgrundlag.

Gry har blandt andet videreuddannet sig inden for coaching og konflikthåndtering, kommunikation og ledelse, viden- og innovationsledelse, organisationspsykologi, læring og facilitering af processer – samt gennemført en certificeret coachinguddannelse.

Annette har især specialiseret sig inden for bæredygtighed og grøn omstilling, og har i dag den uofficielle titel som Asnæs & Vangstrups bæredygtigheds- og affaldsekspert. Hun har samtidig en dyb indsigt i indtjeningsmønstre på tværs af hospitalitybranchen og har udviklet en række praktiske værktøjer til økonomisk styring, som anvendes aktivt i undervisningen.

Som grundlægger af branchens normtal har Annette desuden opbygget en unik viden om branchens nøgletal på tværs af segmenter – og er i dag en af dem i Danmark, der har det mest detaljerede overblik over økonomien i hospitality.

Fra kursist til partner

Pernille Raagaard-Glad startede hos Asnæs & Vangstrup i 2020 som konsulent. Allerede året efter blev hun udnævnt til partner – et tydeligt bevis på Pernilles stærke faglighed, engagement og dybe forståelse for branchen.

Pernilles karriere i hospitalitybranchen begyndte, da hun startede som butiksekspedient i Cofoco take-away. Her udviklede hun sig hurtigt til Store Manager og senere til driftsdirektør, hvor hun gennem 7,5 år opbyggede erfaring inden for drift, ledelse og medarbejderudvikling.

Undervejs tog Pernille flere akademiuddannelser hos Asnæs & Vangstrup, hvor hun ikke kun styrkede sine egne ledelseskompetencer, men også udviklede en klar filosofi om, hvad god ledelsesstil indebærer. Denne erfaring har gjort det til hendes mærkesag at rådgive og undervise ledere i branchen – fordi hun ved, hvor afgørende god ledelse er for både medarbejdertrivsel og organisatorisk succes.

Vendepunktet

Da Pernille Raagaard-Glad en dag tilfældigt overhørte, hvad en medarbejder sagde om hende, blev det vendepunktet for hendes måde at se på sin egen måde at lede på.

Som leder havde Pernille altid haft de bedste intentioner for både sine medarbejdere og organisationen som helhed. Men ordene, hun hørte, blev en motivation til at tage et opgør med pegefingre, mikroledelse og traditionelle forestillinger om, hvad der “bør” gøres, og hvad der typisk måles som værdiskabende. I stedet begyndte hun at fokusere på at forstå bedre og lytte mere aktivt.

Det krævede mod både at tage hånd om situationen, følge op – og senere undskylde.

Gennem flere akademiuddannelser hos Asnæs & Vangstrup opbyggede Pernille en omfattende værktøjskasse med konkrete ledelsesværktøjer. Disse hjalp hende med at sætte en ny tone og udvikle en mere empatisk og effektiv ledelsesstil, som i dag bl.a. kendetegner hendes måde at lede på.

“Jeg kan ikke forstå, hun hedder ‘Glad’ til efternavn, når hun er så fucking sur hele tiden.”

Den perfekte kombination

Kombinationen af Gry, Annette og Pernille er helt unik. Deres forskellige styrker og kompetencer – suppleret af vores dygtige konsulenter og undervisere – gør, at Asnæs & Vangstrup har en bred og relevant rækkevidde i hele branchen.

Gry er ekspert i coaching og ledelse, Annette i økonomi og bæredygtighed, og Pernille i intern ledelse og medarbejderudvikling, hvor hun tilfører et friskt og innovativt perspektiv til partnerkredsen. Sammen kombinerer de mange års erfaring med nytænkning, nysgerrighed og fokus på diversitet – og skaber dermed løsninger, der både er praksisnære og fremadskuende.

Resten af teamet

  • Marie Louise

    KONSULENT & UNDERVISER

    Jeg husker stadig den følelse, jeg havde indeni, efter at have “kørt” 25 udendørsborde alene på en pulserende café i den lille italienske by Siena. Jeg var 19 år gammel, talte gebrokkent italiensk, men sommerfuglene i maven baskede rundt, og jeg tænkte: “Shit, det her er sjovt – og jeg er faktisk også ret god til det.” Jeg anede ikke, at netop den følelse i den lille italienske by skulle definere min karriere.

    Tilbage i Danmark startede jeg som tjener på en travl restaurant i Tivoli, uddannede mig til sommelier og fik hurtigt ansvar. Derfra gik det stærkt med at blive klogere på branchens mange facetter – uden dog rigtigt at vide, hvad jeg ville. Drømmen var egentlig en klassisk hoteluddannelse i Schweiz, men uden den store opsparing faldt valget i stedet på Service Management på CBS i København.

    Mit første “rigtige” job som hotelchef på Dragsholm Slot var min ilddåb – både som leder og i hotelbranchen. Jeg var netop færdiguddannet og sulten efter at revolutionere branchen. Jeg drømte om at fortælle verden, at denne branche var lige så professionel som alle andre, og at vi kunne skabe oplevelser, man talte om mange år efter.

    Jeg lærte utroligt meget om mig selv i de år – på godt og ondt. I dag ville jeg ønske, at jeg dengang havde haft en bedre forståelse for teorien bag ledelse og gæsteoplevelser. Mange beslutninger blev truffet på baggrund af min mavefornemmelse – hvilket jo ikke er skidt – men jeg havde nok følt mig mindre usikker, hvis jeg havde brugt teorien, som jeg gør i dag.

    Efter mange år i branchen er jeg i dag nok en anelse arbejdsskadet, så mit falkeblik er ofte på overarbejde, og jeg spotter fejl og mangler, når jeg gæster restauranter og hoteller. Men heldigvis ikke mere, end at jeg stadig får sommerfugle i maven, når jeg mærker summen i en pulserende lobby. Den følelse er smittende – ligesom branchen.

  • Marie

    KONSULENT & UNDERVISER

  • Egill

    KONSULENT & UNDERVISER

    Jeg har altid godt kunnet lide det meget umiddelbare ved branchen. Hver dag er ny, hver gæst er ny, og hver oplevelse er ny. Der er så meget energi i branchen – et team, der arbejder sammen på kryds og tværs, så gæsterne kan få lige præcis dén oplevelse, de måske ikke engang selv vidste, de drømte om.

    Jeg er meget inspireret af kombinationerne: fisken kan være fanget i Nordsøen, grøntsagerne dyrket på en mark på Lolland, vinen hentet fra Spanien – og det hele er tænkt, tilberedt, serveret og leveret af et team af unge og gamle, nye og rutinerede mennesker fra forskellige hjørner af verden, som alle deler passionen for at skabe en oplevelse for gæsten.

    Netop fordi jeg elsker den store kompleksitet, holder jeg meget af at undervise i procesfag – fag, der giver plads og mulighed for, at branchens seje fagnørder kan gøre endnu mere af det, de brænder for. Jeg vil rigtig gerne hjælpe branchen med at fokusere endnu mere. Når jeg underviser i økonomi, procesdesign og arbejdsmiljø, er det derfor altid med en ambition om at fjerne forhindringer, så branchen får plads og tid til at være de fantastiske fagmennesker, de er.

  • Bertram

    KONSULENT & UNDERVISER

    Det, jeg holder allermest af ved hotel- og restaurationsbranchen, er den konstante puls og det nærvær, der opstår i mødet mellem mennesker. De øjeblikke, hvor gæsterne ikke bare er kunder, men bliver en vigtig del af den stemning, som personalet forsøger at skabe. Når gæster føler sig set og mødt med ægte opmærksomhed, skaber det en særlig form for tillid. Kort sagt elsker jeg branchen, fordi den er unik. Her skaber små detaljer store oplevelser, og den er fyldt med ildsjæle med den fintfølende fornemmelse, der skal til for at skabe noget ekstraordinært.

    Jeg bliver inspireret af mennesker i branchen, der tør gå nye veje og forme det, der bliver den næste ’normal’. Det kan være ledere, der viser tillid og skaber arbejdskulturer, hvor grænsen mellem det professionelle og det personlige udviskes i kraft af stærke relationer. Det kan også være dem, der udfordrer de gastronomiske rammer og tør eksperimentere, fordi de ved, at verden forandrer sig, og vi må forandre os med den.

    Jeg elsker at undervise i de “bløde” fag, hvor jeg kan skabe trygge rammer, så kursister tør dele ud af sig selv. Når de gør det, opstår der ofte refleksioner, som skaber aha-oplevelser, både for dem selv og for andre. Jeg elsker ligeledes at kunne undervise ved at træde ind i kursisternes verden og gøre undervisningen praksisnær med eksempler fra deres hverdag.

  • Zeljko

    ANALYSE

    Denne branche er enormt spændende, da man har rig mulighed for at undersøge gæsternes adfærd.

    Jeg kan lide at arbejde med data, fordi det hjælper mig med at forstå gæsternes behov, optimere driften og skabe bedre oplevelser i hotelbranchen. Data fortæller historier, og jeg synes, det er spændende at omsætte tal og fakta til viden, der kan bruges i praksis.

    Jeg trives i processen med at samle, rense og analysere data for derefter at omsætte resultaterne til konkret viden eller handling.

    For mig handler data ikke bare om tal – det handler om at skabe forståelse, finde løsninger og bidrage til udvikling. Det er spændende at se, hvordan data kan bruges til alt fra at forbedre gæsteoplevelsen til at skabe et bedre grundlag for at træffe ledelsesbeslutninger.

  • Amalie

    UDDANNELSESTEAMET & MARKEDSFØRING

    Mit kendskab til branchen var meget begrænset, før jeg startede i Asnæs & Vangstrup. Jeg havde aldrig rigtig gjort mig tanker om, hvad god service eller en god gæsteoplevelse egentlig er. Det gør jeg nu. I dag forstår jeg, hvor mange overvejelser, handlinger, smil og hænder der ligger bag, når hoteller og restauranter lykkes med at skabe gode oplevelser for deres gæster.

    Det, jeg især finder spændende ved hotel- og restaurationsbranchen, er at være med til at bidrage til en udvikling, hvor der ikke kun er fokus på gæsterne – men også på dem, der får det hele til at ske. Før jeg kom til Asnæs & Vangstrup, havde jeg en fordom om branchen, særligt når jeg lyttede til min veninde, der er uddannet kok, og har fortalt om arbejdsmiljøet – især set fra en kvindes perspektiv i en branche, hvor mænd inden for kokkefeltet ofte er overrepræsenteret.

    Derfor gør det mig glad at se, hvor mange organisationer og ledere der gerne vil tage ansvar, udfordre gamle strukturer og arbejde for bedre ledelse og et trygt arbejdsmiljø. Det fortjener branchen – og det er inspirerende at få lov til at være en del af den udvikling.

    Jeg er generelt nysgerrig på relationer, så når vi taler om ledelse, teorier og modeller internt på kontoret – er det jo noget, jeg kan bruge i alle aspekter af livet. Jeg føler mig meget heldig over, at have så dygtige og kompetente kolleger. Det er både spændende og motiverende for mig.