Fatale Forandringer: topaktuel bog i Corona tider

 

Dette forår har været yderst vanskeligt at navigere i for ledere og medarbejdere i hotel- og restaurantbranchen på grund af COVID19. Ledelseskompetencer, sammenhold og samarbejde blev sat på prøve. Selvom forandringen ikke er slut, er der blevet tid til at evaluere. Vi tænker over, hvad der gik godt og skidt, og ikke mindst på, hvad vi har lært. Bogen Fatale Forandringer af Christian Ørsted er et vitamintilskud til refleksion om netop dette.

Hvad kendetegner vellykkede forandringer i en organisation? Og hvad gør ikke! 

Det giver Christian Ørsted et bud på i sin nye bog Fatal Forandringer, som netop er udkommet. Timingen kunne ikke være bedre. Dette forår blev vi tvunget ud i voldsomme forandringer på grund af COVID19. Hvad end vi havde lyst til det eller ej. Aldrig er forandring og tilpasning kommet så hårdt og så pludseligt. Nu vil vi gerne lære af det. Er det nu, vi har mulighed for at ændre nogle grundlæggende ting i vores organisation? Hvordan gør vi det bedst? 

Christian Ørsteds skriver med en lethed, der gør tunge teorier nemme at forstå. Første kapitel indledes dramatisk med: ”Det er den 6. juli 1988. Stilheden blev brudt i kontrolrummet præcis kl. 21.45. En alarm vræler og indvarsler verdens hidtil største offshore-ulykke”. I bedste fortællestil billedliggøres forandringsledelse til en hårdkogt krimi i bogens første del, som handler om alt det, vi skal holde op med at gøre og tro på. 

Der er mange gamle ledelsesteorier, som får en tur i centrifugen og jeg sad fra tid til anden og tænkte ”OK Christian! Det virker ikke, men hvad skal man så gøre”, men bogen er ikke til fals for letkøbte 8-trins-planer, så i takt med at siderne i bogen vendtes faldt jeg også til ro med, at der ikke kommer en løsning, men derimod en række overvejelser, muligheder og alternativer, som jeg kan plukke fra.

I kapitel 1 tages fænomenet ”Den brændende Platform” under kærlig behandling. Ifølge Christian Ørsted har ledelseskonsulenter og virksomhedsledere i årtier fået jorden til at brænde under organisationen, ud fra devisen, at medarbejderne ellers er for mageligt anlagt til at ville flytte sig. En kæmpe misforståelse, ifølge Christian Ørsted, for medarbejdere har ikke noget imod forandring. De har noget imod dårlig ledelse og dårlige planer.

Det gode ved Fatale Forandringer er også, at du ikke kan undgå at reflektere over egen ledelse eller egen rolle i organisationen og på den måde, har bogen personlig relevans. 

Gå for eksempel ikke glip af ”Hvad enhver bør vide om flodheste”, et afsnit, som handler om, hvad der sker, når man glemmer at spørge dem, som arbejder med forandringen til daglig. Mangel på vidensdeling er beskrevet overalt i bogen, men fra forskellige perspektiver og situationer, og jeg lover dig, at du får noget at tænke over.

Afsnittet ”Russisk Zoneterapi” handler om, at tryghed er godt, hvis man ønsker, at organisationen skal lære, mens den forandre sig. Her byder bogen på inspiration til alternative måder at skabe forandring på, som går stik imod den brændende platform. Tryghed er, ligesom vidensdeling, et gennemgående emne i bogen, og du må absolut sætte dig godt til rette og vie hele din opmærksomhed til bogen, når du kommer til afsnittet om psykologisk tryghed, som også synes at være kernen i bogens budskab.

Der er ingen ny 8 trins plan til lykkelige forandringer i bogen – heldigvis for det. Til gengæld får du masser af stof til spændende diskussioner med venner og familie, fordi det i bund og grund vedrører os alle – særligt lige nu.

Previous
Previous

Husk dit lederskab – især når du har travlt med at lede!

Next
Next

Brug RelationManager til at optimere jeres “Customer Experience Management”